To nye strikkeapps

Jeg har lagt to strikke apps til android telefoner op på Googles Play butik. Den ene beregner hvordan man fordeler ud eller indtagninger jævnt (søg efter Tag ud – Tag ind), den anden beregner maskeantal og udtagninger for en helt simpel genser-grundmodel (søg efter Kofteberegner). Se under menupunktet “mine apps” i menuer øverst for en nærmere beskrivelse af de to apps. En håndfuld venlige medlemmer af Koftegruppen på facebook har afprøvet dem for mig først, så jeg ved, de fungerer på andre modeller end blot min telefon :-) De stilles til rådighed som de er, og jeg tager intet ansvar for eventuelle fejl og katastrofer opstået som følge af brug af app’en.

En lille eskimo

Min første nedefra og op trøje med rundt bærestykke. Den er strikket på rundpind, og der er klippet op midt for og strikket knappe-stopler på.  Jeg har taget udgangspunkt i Eskimo trøjen designet af Unn Søiland Dale i 50′erne, og regnet den om til størrelse 1 år og Sisu garn med strikkefasthed på 27 m til 10 cm. Senere har jeg fundet ud af, at den også er i barnestørrelse i een af Sandnes hæfter, men det var nu ikke så besværligt at regne den om. Jeg synes, at Eskimo trøjen er een af de smukkeste norske trøjer overhovedet, også selvom jeg normalt foretrækker tilsatte eller raglan ærmer. Men i denne trøje, gå det hele op i en højerer enhed. Jeg har holdt mig næsten til det foreslåede farvevalg, men brugt rester fra Per og Pål trøjerne, så den røde er erstattet med koral, og den sorte/koksgrå er erstattet med en gråblå. Det er lige før farvesammensætningen er smukkere end originalen – IMHO.

Per og Pål

Jeg synes norske trøjer er så fine. Egentlig har jeg følt mig lidt alene med den interesse, men omkring juletid fandt jeg så en gruppe på facebook, der nu har næsten 10.000 andre kofte nørder som medlem – Koftegruppa.  Konversationen handler om – ja, kofter og relaterede teknikker, og ikke andet. For mig er nordisk striktradition, det som strikning i virkeligheden handler om, og der er jo selvfølgelig også en del nostalgi involveret, så hvor var det heldigt, at jeg fandt gruppen. Administratorerne gør et stort arbejde, så alt er overskueligt organiseret, i modsætning til hvordan det ellers plejer at være på facebook.

Jeg fandt opskriften til disse trøjer i gruppen, og det blev til to trøjer til Edith og Eik i størrelse 2 og 4 år hhv. Jeg brugte mønsterborten fra opskriften på drengegenser fra Sandnes, Per og Pål, og improviserede størrelserne. Trøjerne er strikket rundt, og der er klippet op til ærmegab. Garnet er Sisu fra Sandnes, mit yndlingsgarn næst efter Peer Gynt, som strikkes på pinde 3. Perfekt til en trøje under jakken her i foråret, og en let sommersweater lidt senere.

Der er så mange flotte sweatre og trøjer at strikke, ikke mindst modellerne fra 50′erne og 60′erne er fantastiske. I fantasien har jeg strikket de første 100 modeller, men bare vent, flere vil blive til virkelighed!

 

 

Kaffevarmer

Mit søde datter stod og manglede noget til at holde kaffen varm. Det kom der en kaffevarmer med en vis lighed med rundetårn ud af. Rundetårn er tilfældigvis mit yndlingskirketårn, og så med observatorium i toppen. Tårnet hører til Trinitatis kirke – et af de flotteste eksempler på Christian IV’s byggeri fra det 17′ende århundrede. 

 

 

 

Kaffevarmeren er helt enkel, en firkant med fine snoninger, knapper bagpå til at holde den sammen. Knaphullerne er lavet i en hæklet kant – det kan ikke være lettere. Jeg har brugt Cascade 220, der gik lidt over et halvt bundt til kaffevarmeren. Her er et link til mønsteret.

En tehætte med blomster

Når en kaffesøster som jeg begynder at drikke te for alvor, kræver det lidt ekstra. Kun den fineste te-hætte er god nok. Jeg har længe haft kig på  gamle opskrifter på de fantastiske engelske te-hætter, overpyntede, alt for meget, og uimodståelige, som de er. Jeg glædes dagligt over min version, både når jeg drikker te, og når den blot pynter på køkkenbordet. Jeg er nu kommet i en helt anden liga i forhold til te-drikning. 

Opskriften kan findes her – sammen med mange andre flotte tea cosies. Blomsterne har jeg fundet inspiration til  i”100 Flowers to Knit and Crochet” af Lesley Stanfield. Jeg har brugt noget af mit hjemmefarvede BFL til selve hætten, Cascade 220 til de hæklede blomster.

Grænsedragning – og et tilbud

Alle har vel brug for at sætte grænser i et eller andet omfang. Det kan være personlige grænser, eller helt konkret. Som nu min nabo, der har behov for at hegne hele grunden ind med et to meter højt metalhegn. Jeg ved ikke helt om det er for at holde beboerne inde, eller for at holde naboerne ude? Grænsedragning sker også i mere overført betydning, f.eks en afgrænsningsproblematik  - hvordan får jeg defineret mit emne? Der er skrevet bøger om det.

Så er der jo dem der forstår verden ud fra et strikketøj. Mit bidrag her er huen, K-T Boundary Hat, som jeg designede for 2 år siden. Den er inspireret af en ret markant grænse, nemlig den geologiske grænse der markerer overgangen mellem Kridt og Tertiær. Det var på de tidspunkt dinosauerne uddøde. Grænsen er markeret af fiskelerslaget i Stevns Klint, se nærmere her.

Inspiration til huen fik jeg fra seimiske tolkninger. Det seismiske output er en baggrund bestående af en grå tekstur, og den geologen der tolker seismikken, markerer overgangene mellem de geologiske lag med farvefulde linier, typisk i grundfarverne rød, grøn og blå.

Opskriften på huen er gratis i hele oktober måned ved køb af en af mine andre opskrifter på Ravelry. Gør brug af tilbuddet ved at tilføje opskriften til din kurv, og anvend koden SettingBoundaries

Forresten – opskriften er også gratis for eksisterende kunder.

God strikkelyst!

Farvefuld

Jeg troede ikke at ordet “farvefuld” fandtes. Farvefuld – fuld af farve, beruset af farve, mæt – det er meget præcist. “Farverig”, det ord jeg kender i forvejen.  En person kan være farverig, men farvefuld? 

Jeg er farvefuld. Mit garn er farvefuldt og jeg styrer processen i mit nyindrettede laboratorium i kælderen. Indtil videre eksperimenteres der med forskellige kombinationer af farver og garn.

Farvefuld – der er oven i købet uld i enden.

 

(Google giver 37700 hits på “farvefuld”. Det må være en fordanskning af det engelske ord for farverig, “colourful”. Jeg ringede engang til Dansk Sprognævn for at få bekræftet, at et ord ikke fandtes på dansk. Svaret var, at bruges det, findes det. Så “farvefuld” findes.)

Beregning af moms og told ved garnkøb

Jeg lader mig ofte friste af tilbud på garn i amerikanske online butikker. F.eks har Webs lige nu tilbud på Cascade 220 til $5.45 – det er jo billigt og nærmest uimodståeligt. Men som det rationelle menneske jeg er, regner jeg lidt på det, og finder ud af at køber jeg f.eks. 10 nøgler hos Webs, ender jeg med en pris pr. nøgle på 73.64, og det er måske lige i overkanten. Køber jeg til gengæld 100 nøgler, bliver prisen pr nøgle 45.86 kr – forudsat, at jeg har fået det med fragten rigtigt. Til gengæld skal jeg have 4586 kr op af lommen!  Måske skulle jeg bare tage derover og hente det selv? Nå, men lignende overvejelser har jeg været ude i mange gange, og tasterne på min lommeregner er slidt helt ned, efter alle mine forsøg på  at regne ud, hvor mange nøgler man skal købe, for at prisen kan konkurrere med prisen i Danmark eller EU.

For at gøre det hele lidt nemmere, har jeg “automatiseret” beregningerne i min “online told og moms-beregner for garn”, så man blot skal taste ind hvor mange nøgler man vil købe, prisen, fragt og valuta-kursen – og vupti, så beregnes prisen i danske kroner, incl. moms, told og gebyrer, hvor det er aktuelt. Måske kan andre få glæde af beregneren, under alle omstændigheder kan den findes her, Sandholts fantastiske told og momsberegner for garn købt i udlandet.