Category: Tips

Farvestrik på overside af vante eller sok

Nogle gange har man brug for kun at strikke flerfarvet mønster på en del af omgangen på et strikketøj. Det kunne f.eks være en vante eller en sok, hvor man ikke ønsker at mønsteret skal fortsætte hele omgangen rundt. Det er meget nemt at strikke, når man først lige ved hvordan. I virkeligheden er det en form for intarsia, som kan strikkes rundt på samme måde som beskrevet her. Er felterne store, må du, inden du starter, have en strategi for hvordan du væver tråden, der løber på bagsiden, ind, så den ikke bliver for lang)

Her er en vejledning – to farver:

  1. omgang med mønster: strik mønsteret normalt. Når du kommet til enden af mønsteret, lader du mønsterfarven hænge og strikker omgangen færdig med bundfarven.
  2. omgang: strikkes i to tempi: a) strik med bundfarven indtil mønsteret starter. Derefter strikker du alle masker der skal være i bundfarven (på den nye omgang) mens alle masker der skal være i mønsterfarve tages vrang løst af med garnet bagved arbejdet. Nu er begge farver ved venstre side af mønsteret. b) Så lader du bundfarven hænge, vender arbejdet og strikker mønsterfarvemaskerne vrang tilbage med mønsterfarven mens bundfarvemaskerne (som du lige har strikket) tages vrang løst af med garnet foran arbejdet. Mønsterfarven er nu ved mønsterets højre side, og klar til næste omgang. Vend arbejdet igen, saml bundfarven ved mønsterets venstre side op, og strik ret omgangen ud.

Gentag de to omgange.

Vandret lænkerække

En vandret lænkerække er en meget fin måde at pynte et glatstrikket stykke på. Det ser godt ud i ensfarvet, men vil også være fint i en kontrastfarve.  Her er en vejledning, til hvordan den strikkes:

Strik bag ind i første maske og derefter ind i samme maske forfra, løft masken af pinden. Derefter * tag 1. maske fra højre pind løst af og sæt over på venstre pind. Strik bag ind i 2. maske på venstre pind, strik bag ind i 1. maske på venstre pind og slip så begge masker fra pinden. Gent. fra * til der ikke er flere masker på pinden.

En alternativ måde at strikke lænkekanten på, er først at dreje alle masker på pinden. Derefter er det ikke nødvendigt at strikke bag i den første maske, idet den allererede er drejet. Det er måske nemmere, men jeg synes det sparer en arbejdsgang at undlade at dreje maskerne først. Det er en smagssag, hvad der er bedst, resultatet bliver det samme.

Jeg har brugt en lænkerække til at give en fin afslutning på det glatstrikkede midterstykke i sjalet Kite at the Charles. Nogenlunde samme effekt kunne have været opnået ved at lukke af med en kæderække, men jeg kan godt lide den lidt brede aflukningskant, det har givet på sjalet.

 

Fin lænkekant

Her er en vejledning til hvordan man kan lave en fin lænkekant på sit strikketøj. Jeg synes det er lettere at få denne kant fin end ved at tage den første maske løst af. Jeg skal i gang med et projekt, som består af stykker der hækles sammen til en trøje, og det er derfor vigtigt at kanten er jævn og regelmæssig. (Og kanten ER fin, selvom det måske er svært at se på det ufokuserede billede. Jeg ønsker mig stadigvæk et nyt kamera)

Vejledning: * Strik til sidste maske på pinden. Tag sidste maske vrang løst af ved at (stik højre strikkepind ind i masken forfra med garnet over pinden). Når der vendes, sidder garnet nu på bagsiden af strikketøjet. Strik første maske på næste pind drejet ret, idet der stikkes ind i masken forfra. Gentag fra * .