Category: Uncategorized

To nye strikkeapps

Jeg har lagt to strikke apps til android telefoner op på Googles Play butik. Den ene beregner hvordan man fordeler ud eller indtagninger jævnt (søg efter Tag ud – Tag ind), den anden beregner maskeantal og udtagninger for en helt simpel genser-grundmodel (søg efter Kofteberegner). Se under menupunktet “mine apps” i menuer øverst for en nærmere beskrivelse af de to apps. En håndfuld venlige medlemmer af Koftegruppen på facebook har afprøvet dem for mig først, så jeg ved, de fungerer på andre modeller end blot min telefon :-) De stilles til rådighed som de er, og jeg tager intet ansvar for eventuelle fejl og katastrofer opstået som følge af brug af app’en.

Grænsedragning – og et tilbud

Alle har vel brug for at sætte grænser i et eller andet omfang. Det kan være personlige grænser, eller helt konkret. Som nu min nabo, der har behov for at hegne hele grunden ind med et to meter højt metalhegn. Jeg ved ikke helt om det er for at holde beboerne inde, eller for at holde naboerne ude? Grænsedragning sker også i mere overført betydning, f.eks en afgrænsningsproblematik  - hvordan får jeg defineret mit emne? Der er skrevet bøger om det.

Så er der jo dem der forstår verden ud fra et strikketøj. Mit bidrag her er huen, K-T Boundary Hat, som jeg designede for 2 år siden. Den er inspireret af en ret markant grænse, nemlig den geologiske grænse der markerer overgangen mellem Kridt og Tertiær. Det var på de tidspunkt dinosauerne uddøde. Grænsen er markeret af fiskelerslaget i Stevns Klint, se nærmere her.

Inspiration til huen fik jeg fra seimiske tolkninger. Det seismiske output er en baggrund bestående af en grå tekstur, og den geologen der tolker seismikken, markerer overgangene mellem de geologiske lag med farvefulde linier, typisk i grundfarverne rød, grøn og blå.

Opskriften på huen er gratis i hele oktober måned ved køb af en af mine andre opskrifter på Ravelry. Gør brug af tilbuddet ved at tilføje opskriften til din kurv, og anvend koden SettingBoundaries

Forresten – opskriften er også gratis for eksisterende kunder.

God strikkelyst!

Beregning af moms og told ved garnkøb

Jeg lader mig ofte friste af tilbud på garn i amerikanske online butikker. F.eks har Webs lige nu tilbud på Cascade 220 til $5.45 – det er jo billigt og nærmest uimodståeligt. Men som det rationelle menneske jeg er, regner jeg lidt på det, og finder ud af at køber jeg f.eks. 10 nøgler hos Webs, ender jeg med en pris pr. nøgle på 73.64, og det er måske lige i overkanten. Køber jeg til gengæld 100 nøgler, bliver prisen pr nøgle 45.86 kr – forudsat, at jeg har fået det med fragten rigtigt. Til gengæld skal jeg have 4586 kr op af lommen!  Måske skulle jeg bare tage derover og hente det selv? Nå, men lignende overvejelser har jeg været ude i mange gange, og tasterne på min lommeregner er slidt helt ned, efter alle mine forsøg på  at regne ud, hvor mange nøgler man skal købe, for at prisen kan konkurrere med prisen i Danmark eller EU.

For at gøre det hele lidt nemmere, har jeg “automatiseret” beregningerne i min “online told og moms-beregner for garn”, så man blot skal taste ind hvor mange nøgler man vil købe, prisen, fragt og valuta-kursen – og vupti, så beregnes prisen i danske kroner, incl. moms, told og gebyrer, hvor det er aktuelt. Måske kan andre få glæde af beregneren, under alle omstændigheder kan den findes her, Sandholts fantastiske told og momsberegner for garn købt i udlandet.

Sommercardigan til Edith

Endelig – jeg er færdig med at strikke mohaircardiganen til Edith. Hvidt, fnuglet, med et lodret gennembrudt grenmønster på forstykkerne. En feminin cardigan til en snart treårig pige.

Trøjen er strikket oppefra og ned, med de isatte ærmer strikket samtidigt som beskrevet af Barbara Walker. Fremgangsmåden er nært beslægtet med raglanærmer, men i stedet for at tage ud på krop og ærmer samtidigt, er udtagningerne kun gjort på ærmerne.

Det resulterer i et trapez-formet ærme, der er tæt nok på formen af en ideel ærmekuppel til at pasformen bliver rigtig god. Og finishen er smuk, helt perfekt, efter min mening. Jeg har gennemgået forskellige metoder til  at strikke ærmer, herunder Susie Myers, contiguous metode, vil dele mine tanker, når jeg når så langt.

Tanker ved et mønster –

eller det Socialdemokratiske projekt, anno 1954

Det er ikke tilfældigt, at garnnøglet på forsiden af opskriften til dette fine cardigansæt er rødt. I virkeligheden er opskriften en valgpjece udgivet af Socialdemokratiet i forbindelse med kommunalvalget d. 2. marts, 1954. Sikkert med det formål, at få den måske ikke så politisk interesserede, strikkende kvinde i tale. ”Hvor flyver tankerne hen?” spørges der i opskriften, underforstået, mens strikkepindende gløder, ”Til alt det, som er kvindens nutid og fremtid.” Fire tableauer fra fire faser i et kvindeliv opridses for læseren. Den unge pige, som ”strikker på den jumper, som hun er sikker på, at hendes kæreste kan lide” – hendes hovedbekymring er at finde en bolig, som ”helst ikke må være for dyr, så man må nok prøve at få en lejlighed, der er bygget med offentlig støtte.” Den unge moder, med børn i børnehaven, tænker bl.a. på ”Lise, det praktiske væsen (…) selv knapper og snørebånd har børnehavelærerinden lært hende at klare”. Husmoderen med de store børn er først og fremmest bekymret for mandens arbejde, og en evt. fare for økonomisk krise og arbejdsløshed, for børnenes skyld, er det vigtigt, at der er arbejde til deres far, ”Mon de der inde på Rådhuset har tænkt på at have noget arbejde parat, som kan sættes i gang, hvis krisen kommer?” Til slut bedstemor, der glædes over velfærdsgoder, som hospital og mandens aldersrente, ”og nu må vi se at få den aldersrentebolig. Der kan vi hygge os med vore egne møbler og alle de dejlige fotografier af børnene.”

”Opskriften hjælper Dem til at få strikkemønstret rigtigt. Men der er jo også et livets mønster, og det er De selv med til at lave.”

Opskriften og de meget billeddannende beskrivelser er tankevækkende, ikke mindst i dag, hvor man kan spørge sig selv, hvad der er blevet af det Socialdemokratiske projekt. Ved kommunalvalget i 1954 var det ”et smukt og jævnt mønster” og alle de ting som kan hjælpe til ”at få livets mønster smukt, livligt og glat forløbende” Socialdemokratiet gik til valg på. Det var ”gode lejligheder til de unge, til familier med børn og til de ældre, gode børneinstitutioner og skoler med moderne undervisning, kommunale aftenskoler og tilskud til det frivillige oplysningsarbejdes praktiske og teoretiske kursus, billige hospitalstakster, en god forvaltning af de sociale love, parker og sportsanlæg og den fulde beskæftigelse.”

Jeg vil slå masker op til cardiganen, og se hvor mine tanker ved et mønster tager mig hen, her næsten 30 år senere.

PS – jeg fandt opskriften på et loppemarked i KB hallen for et par år siden, kort tid inden hallen brændte.

“Hvordan strikker man?”

“Hvordan strikker man?” er nr. 9 på listen over mest googlede udtryk i Danmark inden for kategorien “hvordan”, efterfulgt af “Hvordan hækler man?” på 10. pladsen. Top 10 listen indeholder søgninger efter hjælp til helt basale udfordringer i tilværelsen. F.eks hvordan man kysser, hvordan føles veer, hvordan udbetales efterløn og hvordan dividerer og ganger man. Ja, og altså også hvordan man strikker og hækler. Hvis man forsigtigt kan udlede noget om “søgerne”, ser det da ud til, at det er alle aldersgrupper, der bruger internettet til at søge information.

(kilde: TV2)

Om strikkekonkurrencen

Jeg har fået et par spørgsmål vedr. konkurrencen:

1) Ja, man må gerne deltage med flere trøjer :-)
2) Målene er flodheste-kropsmål, dvs. der skal lægges lidt til de færdige mål, alt efter designet på trøjen.
3) Brug det garn du synes, også gerne uld. Vi håber, skadedyrerne holder sig væk på trods af tropevarmen i Kenya.
4) Alle kan deltage, også ikke øvede strikkere. Vi lægger også vægt på den gode idé.

Venlig hilsen Kiboko et al.

 

 

Min dårligst sælgende opskrift

Min kundesimulator – eller min evne til at regne ud hvilke opskrifter der bliver populære – er desværre ikke så veludviklet. Jeg holder selv rigtigt meget af Fools Gold Beret som jeg designede sidste år, og jeg fandt to rigtigt kønne modeller til fotografierne. Det er en enkel barret, med en perlebort på kanten. Hurtigt strikket, a rewarding project, som de siger på engelsk. Meeen, der er kun solgt et eksemplar af den på Ravelry til dato!  Den har været featured in Pattenfish’s nyhedsbrev, hvilket boostede salget på Patternfish i foråret. Jeg troede umiddelbart at der måtte være en fejl i deres shop, men der var jo så en naturlig forklaring på det pludselige salg.

Da to piger, som jeg kender, var små, afholdt de lawn sale foran vores rækkehus i Toronto, med legetøj der ikke skulle rejse med hjem til Danmark. Det var småt med kunderne, vi boede ikke ligefrem på et hovedstrøg, men med deres vestjyske aner, fandt de snart på råd – de satte priserne ned!

Jeg vil forsøge  samme taktik med Fools Gold – 50% off indtil d. 25 december 2012, i klar forventning om at SÅ kommer gennembruddet nok. Brug koden FoolsGold ved checkout (klik på “use a coupon code”)

PS opskriften er kun på engelsk, men den er til gengæld ikke så kompliceret.

PPS Fools Gold er det engelske udtryk for mineralet Pyrit, som til forveksling ligner guld.